Mysens vej til verden...
20.57
Karla My blev 1 år i går - 1 år!!!! Det er altså lidt vildt at tiden er gået SÅ stærk. Jeg vil gerne i den anledning dele min fødselsberetning med jer, da jeg selv har haft stor glæde af at læse andres. Og min er en af de gode...
- Natten til søndag den 3. Februar(41+1) havde jeg lidt små-veer
der holdt mig vågn et par timer. De bed godt til og jeg havde egentlig en
forventning om at de, som tiden gik, ville blive værre og værre. Til min store skuffelse
vågnede jeg søndag morgen, uden en eneste ve. Humøret var i bund og drengene
lod mig sove videre til op af formiddagen. Da jeg vågnede igen, var
energiniveauet i top og jeg gik straks i gang med at ordne badeværelse og
skrubbe gulv på alle fire. Dagen gik med sortering af Oskars legetøj og
omrokering af hans møbler på værelset, støvsugning
, tøjvask og panelvask, igen på alle fire.
Omkring kl. 15 begyndte mine plukkeveer at bide igen og kom
med 15 minutters mellemrum og da vi nåede kl. 18 var der 6 minutter imellem. Veerne varede
ikke mere end 40 sekunder, men hyppigheden gjorde at vi ringede efter farfar,
der kom og tog Oskar med hjem til overnatning, just in case.
A, der
skulle se Super Bowl med en kammerat om natten, valgte at aflyse aftalen og vi
pakkede de sidste ting vi skulle have med til hospitalet. Veerne aftog da jeg
fik smidt mig i sofaen og var meget uregelmæssige og omkring kl. 22 besluttede
jeg mig for at tage et bad, da bevægelse i kroppen måske kunne sætte veerne i gang. Under
bruseren kom hyppigheden af veerne igen og der var nu 3 minutter imellem, men
stadigvæk kun en varighed på omkring 40 sekunder. Grundet min forholdsvis nemme
fødsel første gang, blev vi enige om at kontakte fødegangen for at høre om de
evt. ville tjekke mig. Vi fik besked på at komme forbi til et tjek og ankom til
OUH kl. 23.50.
Mine veer gik i stå i bilen på vej til fødegangen, så da
jordmoderen efter undersøgelsen oplyste mig om at jeg knap var 2 cm åben og
stadigvæk havde livmoderhals tilbage, kom det egentlig ikke bag på mig.
Da jeg var gået over termin, fik vi tilbuddet om at få kørt
en kurve og tjekket at My havde det godt i maven. Kl. 01.00 er
jordmoderen tilfreds og klar til at sende os hjem igen, med besked om en god
nats søvn, inden det evt. går løs dagen efter. Mine veer er taget til, efter hun
har undersøgt mig og vi bliver derfor enige om lige at gå en tur og komme retur
til et ekstra tjek inden vi tager hjem igen. Jeg når dog kun til elevatoren og
synes det er en smule uoverskueligt at skulle ud at gå. A finder en stol
og sidder og ser Super Bowl imens jeg traver rundt på gangen med veer. Veerne
bider godt til og efter lidt tid har jeg en fornemmelse af at mit vand siver.
Vi får fat i jordmoderen igen der kl. 01.30 undersøger mig. Livmoderhalsen er nu væk og jeg er ca. 4 cm
åben. Jordmoderen skønner at jeg er i
aktiv fødsel og kl. 01.45 får vi en fødestue. Jordmoderen sørger endda for den
eneste stue med tv, så Andreas kan følge lidt med i kampen.
Jeg får på fødestuen lavement og går i brusebad. 02.30
begynder veerne at blive en smule uudholdelige og jeg har svært ved at stå på
mine ben når de kommer. Andreas får mig ud af badet og jordmoderen undersøger
mig på fødelejet og jeg er 9 cm åben og har pressetrang. Jeg bliver bedt om at
gispe mig igennem veerne, men har meget svært ved at styre det. 02.40 får jeg
lov at presse med og Karla kommer til verden 02.45 efter få presseveer.
Hun er en smule blå pga. den hurtige medfart, men der kommer
hurtig liv i hende og hun giver nogle gode hyl fra sig.
Efterfølgende bliver der hygget med
resten af Super Bowl kampen, ristede brød og amning. Karla My bliver vejet og målt
og vi forlader fødegangen ved seks-tiden søndag morgen.
Jeg er glad for at jeg for et år siden skrev det hele ned, for jeg kan faktisk næsten ikke huske det. Oskars fødsel står ret klar for mig, men det er som om at jeg anden gang bare skulle have det overstået, så vi endelig kunne hilse på hende.
Og nu - nu er hun 1 år og verdens bedste Karla My. Hun er fræk som bare fa'en og jeg kan allerede nu se at vi får vores hyr med hende som teenager.
2 kommentarer
Du er så vild til, det der med at føde :)
SvarSletSå fin og smuk en beretning, tak fordi jeg måtte læse med, på skønne Karla Mys vej :)
Tak sødeste T!!!
SvarSlet