Forårsruller med sesamkylling og to slags dip

12.15


Det er vist efterhånden ikke længere en hemmelighed at vi er til byg-selv mad her i huset. Jeg synes bare det er så super praktisk at børnene selv kan vælge deres aftensmad og der er som regel ro under spisning når vi ikke skal diskutere om der er løg i maden eller om der ikke er løg i maden (ja, sådan nogle børn har jeg også).

Jeg elsker vietnamesiske forårsruller - både fordi det er verdens letteste aftensmad på dovne dage, men også fordi de er den perfekte kombination af friske og sprøde grøntsager, sunde samt mættende og velsmagende. Win win win all over. OG - min Rema1000 har dem nu som en fast vare i deres sortiment, så vi skal ikke længere bevæge os ind til den kinesiske købmand for at købe dem.

Man skal jo fylde lige præcis det fyld i som man ønsker, men her kommer vores udgave fra forleden dag.



 
Sesamkylling
500 gram kyllingefilet i mundrette bider
2 spsk sød soja
2 spsk sukker
3 spsk. neutral olie

3-4 dl mel
1/2 liter friteringsolie (jeg brugte rapsolie)

1 spsk olie
4 fed fintrevet hvidløg
1 spsk revet ingefær
1/2 dl vineddike (ris- eller hvidvinseddike)
2 1/2 spsk Hoisinsauce
2 spsk honning
3 spsk ristede sesamfrø


Først skal kyllingen marineres. Lav en marinade af olie, sukker og to spsk soja. Hælde det over kyllingen og stil det i køleskabet i en lille times tid - eller til du er klar til næste step.

Hæld melet i en tallerken. Hæld marinaden fra og vend hver kyllingebid i melet, ryst det overskydende mel af og læg det på en tallerken.

Hæld friteringsolien i en gryde og varm den godt op. Put evt. en tandstik i gryden og så snart det syder omkring den, er olien varm nok.

Friter alle kyllingestykkerne i små omgange og lad dem trække på et stykke fedtsugende papir.

 Varm 1 spsk olie i en gryde og tilsæt hvidløg og ingefær. Lad det stege til det begynder at tage farve (ca. 30 sekunder). Tilsæt vineddiken, hoisinsaucen,  2 spsk soja og honning og lad de simre i gryden.  Jævn saucen, så den bliver lidt tykkere. Jeg bruger som regel en sovsejævner der kan hældes direkte i maden uden at klumpe - men ellers brug Maizena. Smag til om du synes saucen er sød nok. Hvis den er for sur, så giv den lidt ekstra honning.

Hæld saucen over kyllingestykkerne og giv dem lidt ristet sesam på toppen inden servering.




Jeg serverede kyllingen med rispapir til forårsrullerne og forskellige grøntsager skåret i passende størrelser. Bl.a.
  • Agurker i tynde stave
  • Gulerødder i tynde stave
  • Frisk og sprød salat fra haven
  • Mango i stave
  • Peberfrugt i stave
  • Forårsløg
Jeg lavede også to slags dip som kommer her. Hvis man ikke gider stå med det også, kan man sagtens bruge en god sweet chilisauce fra supermarkedet.

Peanutdip
6 spsk. peanutbutter
Saften fra 1/2 citron
2 spsk soja
1 fed fintrevet hvidløg
1 1/2 dl vand

Det hele blandes og varmes i en gryde. Kan serveres både lun og kold.

Sursød sauce
En lille dåse tomatpuré
1 1/2 dl vand
1 1/2 spsk sukker
1 1/2 spsk eddike (jeg brugte æblecidereddike)
1 fed fintrevet hvidløg
Lidt chili ( efter smag)
Salt

Lad det hele koge i 2-3 minutter og smag til med salt. Kan serveres både lun og kold.

You Might Also Like

0 kommentarer

Populære indlæg

Instagram @tmilvertz