Tandlægebesøg og eftermiddagshygge

14.42

Oskar skulle til tandlæge i dag, for første gang.

Mor her har været ret spændt, for besøg hos lægen ender for det meste ud i skrig og skrål. Det gik over alt forventning og han klarede det til UG. Takker Lotte-bøgerne for at være med til at forberede ham godt.

Men tandlægebesøg betød også hjemmedag sammen med mig og Karla My. Vi har derfor bagt lækre boller...og ikke den sunde slags. Men engang imellem må man godt!

Opskriften er egentlig fra Politikkens Børnefødselsdagsbog - dog med mine egne modifikationer.

100 gram smør
50 gram gær
4 dl mælk
1 æg
1 dl sukker
1 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
ca. 750 gram mel

Smelt smørret og lad det køle af. Bland lidt af mælken i smørret, så den bliver lunken. Opløs gæret i en anden skål med resten af mælken. Bland de to væsker sammen og tilsæt salt, sukker, æg og kardemomme. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen smidig og glat.

Lad dejen hæve 1 time et lunt sted.

Form ca. 20 boller og lad dem efterhæve på en bageplade i 30 min.

Sæt bollerne midt i en forvarmet ovn (225 grader) og bag dem 13-14 minutter. Hold øje med dem, så de ikke bliver for mørke.




You Might Also Like

2 kommentarer

Populære indlæg

Instagram @tmilvertz